Om Nordvestkvarteret
Nordvestkvarteret, eller blot Nordvest, er et område i København, der overvejende er beliggende i den sydvestlige del af bydelen Bispebjerg. Der foreligger ingen officiel definition af området, hvorfor der ikke findes klare grænser for området, men der sættes ofte lighedstegn mellem begrebet Nordvestkvarteret og det område, der dækkes af postnummer-distriktet 2400 København NV, selvom der kan være områder uden for dette postnummer, hvori man føler kulturel eller sociologisk tilhørsforhold til området. I 2005 var der 44.177 indbyggere i området.
En stor del af det nuværende Nordvestkvarter, var tidligere en del af det daværende Brønshøj-Rødovre kommune og bestod primært af landlig bebyggelse og mindre virksomheder. I starten af det 20. århundrede opkøber Københavns Kommune området af Brønshøj-Rødovre kommune, med henblik på at opføre en ''socialdemokratisk drøm hvor man kan leve fra vugge til grav uden at bevæge sig mere end et par gader'', og i de følgende år opføres en del socialt byggeri, hvortil der bl.a. også modtages beboere fra boligsaneringer i det centrale København og husvildehjem. I takt med at der opføres spredte sociale boligbyggerier, opføres der også mindre og større industribygninger imellem boligbyggerierne.
Dette medfører anlæggelser af en anden type beboelse og eksempelvis anlægges typografernes hus i 1934, hvor beboerne stadigvæk primært er gamle typografer og tilsvarende fag og hvor der i kælderen findes en stadigvæk virkende trykkemaskine.
Læs evt. mere om Nordvest hos Wikipedia.